Mange mange tak for en dejlig eftermiddag siger Lis og Lynette, i kan tro at jeg er taknemlig, at jeg måtte se mit barndomshjem, besøge jer, har ikke været der siden 1957, da vi mistede mor. Og som minderne dog stod i kø, foran mig da jeg gik ud af bilen, det hele så nyt og anderledes, men dog så gammelt kendt og dejligt og disse skønne minder, nogle der fik mig til at græde af længsel indvendigt og så glæden der boblede i mig, jeres velkomst smil og knus to glade mennesker, der var stolte af Birkely og glade viste mig det.

Se det gamle æbletræ ved brønden, hult og frønnet ½ meter højt, men det ville ikke dø, et par grønne grene og små knudrede æbler viste at det levede endnu, at røre ved det bark og mindes, et kæmpetræ med masser masser af æbler. Brønden hvor jeg med spanden hejste vand op med en lang pind med et bøjet søm i, jeg kunne næsten høre gæssene skræppe op, og fornemme mine misser lege rundt om mig, stengærdet med alle de flotte sten, farver og underlige faconer, hvorfor? der mon  nu i min have er en masse underlige sten, som jeg har slæbt med hjem? eller fået.

Stien ved Ellebækken hvor jeg legede som barn badede min dukke i dens vand, og gik forbi ( brandstælen) brandtomten, med enkelte to delte mure der stod der da jeg var barn, et grimt minde om en ulykkelig forvirret mand, der satte et lys i halmen, sømmede døren til så dyrene omkom, og næsten tog vores med, de kørte mig i barnevognen op på bakken med alle dyrene og forskellige ting, for ilden gnistrede i halmtaget.

Der blomstrer nu masser af vintergækker og dorotealiljer, den sti gik ud til Klappebakke vejen, og så op til "Buskebyen" som husene ved købmanden blev kaldt, en murer ved navn Busk havde bygget nogle af dem, så var jeg hos købmanden, Josef og hans Maria, han høj og flot med gråt hår og en rungende stemme, hun lille fin og væver, med smil på de rynkede æblekinder, de fine krøller i det snehvide hår, en femøre af mor til at solde for, 2 karameller, Josef sad på sin trebenede skrik, og skrev i bogen, jeg hentede sodavand - malede kaffe med håndkraft, en hel masse, så slap han, på den flotte gamle kaffemølle, og hjælpe hist og her, de var blevet købmænd på deres gamle dage, havde haft gård Pærehuset ved Aakirkeby.

Det værste jeg vidste var at købe stenolie – peterrundenom (petroleum) som mor sagde, øv hvor det lugtede fælt og de 5 liter var tunge .

Haven igen, alle klipperne i græsser hvor jeg legede med mine gedekid, de hoppede og sprang, geden var tøjret på bakken, jeg gav de to kid tøj på, trøje, bukser, tørklæde, de vrælede mæ mæ og rendte op til gedemor, men hun stangede, de fik ikke lov at patte, mor skældte så var det sjov over, jeg malkede også geden i pottemålet, det som vi også brugte i vandspanden, åh disse minder, kirsebærtræ, jordbær på strå plukket til mor, tjærenelliken mellem stenene syrenernes duft i mit gemmested, og misserne, mine misser de fulgte mig når jeg sad under de duftende blomster, og græd i deres pels, de var mit lommetørklæde og trøst når mor skældte ud, kom bare hjem Anna Lis, du får alligevel klø sommetider, med lappeskoen, sålen var af cykeldæk, men min mor slog ikke ofte, men hun var rap til at nive, det gav blå mærker, men jeg elskede min gamle mor, med de lyse blå øjne, det stålgrå hår.

Kastanietræerne med deres flotte lys og deres søde duft der bølgede om os i de stille forårsaftner, nogle gange var der sværme af brun grå stribede oldenborer (biller) det fløj og brummede, så jeg blev bange.

Grøftekanter med hjertegræs jeg plukkede til mor, hvorfor gror der mon i Lises have hjertegræs? Dejligt at gå rundt med jer, jeg kan se kartoffelmarken bag det store birketræ, med fine hvide og lyslilla blomster, det var en stor dag når vi lånte heste hos Thorvald Brandt på Ø. Skovgård hans bror havde Egelygård, Conrad Brandt de havde begge en lille baby Ford som det kaldtes, Thorvalds sort og mørkerød, Conrads beige og brun.

Nå, vi sætter kartofler, Pær pløjer, jeg får en spand som far, vi sætter mange rækker, mor får et par håndfulde i sit forklæde, hun skulle også være med, på den store dag.

Så efteråret når de skulle pløjes op, far lavede en oval seng til dem, hentede et knippe halm hos bonden, huggede græsset op, og lagde de mange spande fint sorterede kartofler i, bredte halmen over, gravede en rende rundt, og jord over i en fin spids, så et par rør i toppen og høsten var i hus, kartoflerne lå lunt i kulen.

Åh disse minder, så kom jeg ind i jeres forstue anderledes og dog så hjemligt, den blå farve, kornblå kalk i min barndoms forstue var væk, hvorfor elsker Lis sit kornblå glas vindue?? Men døren, den gamle køkkendør med klinken, lyden når man tager i det grove jernhåndtag, klang, den store revne, de grove brædder, kattekillingernes gemmeleg bag døren, en dag med et tragisk endeligt for en af mine misser, det glemmer vi, nu gemmer døren det smukkeste badeværelse, med en utrolig skøn vask, læg mærke til kornblå med store gule solsikker, jo overalt er der ligheder og minder.

Og så stuen, så lys smuk og anderledes og renlig tog den imod mig, der blev så stille i mig--- et øjeblik, hele stuen var igen min barndomsstue, med bornholmer – kakkelovnen, slagbænk, klokken der tikkede timerne, bordet med den blomstrede voksdug, de røde pelargonier i de små gamle  vinduer, og dog så anderledes, smukt og nænsomt forandret, venligt, trygt, som husets nye beboere, i havde også voksdug på bordet, der var gammelt og flot, fine gamle stole om en sort fin brændeovn og så dørene, de gamle døre, med messinghåndtagene, som Lis skulle pudse til jul, de næsten samme farver gylden, beige brunlige, at røre ved dem, de var næsten varme, dejligt at se jer bevare noget af husets sjæl, alle de gange de som nu har taget imod gæster familie og venligt åbnet og lukket sig om os, jer, dem, og at de stadigvæk gæstfrit åbner sig for os, jer, der nu beboer det gamle hus, trappen der diskret hæver sig fint i stuens hjørne lys og venligt byder den os oven på og så utroligt - loftet helt i kip, hvidt lyse dejlige værelser, og så udsigten fra den nye kvist, havet – bag ved guldkransede skyer, af solens rødme, langt, langt borte et par skibe øjnes på havet ude i horisonten, at se det igen, så stilheden, denne dejlige stilhed, og jer to der stolte og glade over det flotte hjem, hvor har i lavet  mit barndomshjem flot lyst og indbydende, bevaret små gamle ting, husets sjæl er der, og fortæller når i lytter om gode og mindre gode dage, jeg ser chatollet i stuens hjørne, der hvor den gamle dør nu er flyttet hen, i den nederste skuffe gemtes æbler fra det før så store stolte æbletræ, der nu er en frønnet stub, de blev gemt til jul, disse gode æbler med lyserøde kinder, blev pusset lagt i en skål, så rullede mor voksdugen på et kosteskaft, hen i hjørnet med den, ved vinduet, så den fint hæklede lysedug på, en bronze farve, lagt på det gamle klapbord, kan i høre og se det buldre i den gamle kakkelovn, mariaglasset i ovnens dør lyste rødt, udenfor sneede det, træet i al sin pragt i den fine stue, med den hjemmelavede pynt, kurve klippet af mor røde og hvide silkepapirsroser vi havde lavet, snoet papiret om en strikkepind, så det blev "krøllet" og sat sammen i 5-6 blade og tråd om, så på juletræet, stjernen i toppen, som kun far kunne nå op og sætte på fehår, flag, jul, jul gæssene, mors gæs, som vi havde rusket og lagt med æbler svesker kringler, i det gamle dejtrug og sendt til Bodilsker mølles bager og fået stegt, stod på bordet beklemt så jeg på dem, men mor sagde år efter år, altså, hvor er de små, det kan aldrig være vores de store fede, og så gled de ned, og smagte pragtfuldt, det var jul i den lille stue, vi sang hånd i hånd, du fattige spurv flyv ned fra tag, med duen til julegilde, der var glæde i alles sind og fred.

Æblerne til gåsestegen hentede jeg i god tid før jul, 25-50 øre i lommen den gamle spånkurv på armen og af sted, op ad "Trehusebakken" til "Graneli", nu Ølenevej, Kofoed en rund rar ældre mand, med blå bukser og bluse fulgte mig over i æblehallerne, åh den duft, de mange mange æbler, han valgte fine store, flest madæbler, men også lidt spise i hver sin ende af kurven, og så, tog han et stort, meget stort et, pudsede på sit fedtede bukseknæ, det er til dig Anna Lis, se det var en sjælden gave som ikke glemmes.

Heller ikke forårets killinger vil jeg glemme, vi kom ind i den bedste stue, der lød et miav, og i den nu for æbler tømte chatolskuffe, stirrede et par grønne, bange – bedende øjne ud, medens små små klumper diede deres mor, øjnene sagde, her har jeg gemt dem godt, tager i dem så fra mig? Nej ikke alle, far var god, søde gamle missemor jeg glemmer dig aldrig, hvorfor mon der altid har været dejlige katte i lises hjem.

Åh disse minder, de vælder frem, jeg må skrive en bog nu slipper i for denne gang. Ha,ha

Tak for sidst, jeres dejlige måde at være på, Huset har taget jer under sine vinger, og vil give jer, og alle jeres kære fred og gode miner, Kærlig hilsen Lis og Lynette.

PS "Birkely"

 Min oldefar hed Hans Peter Madsen og døde i 1927, så købte far og mor det, Emma og Jens Madsen, jeg har fået fortalt, at der dengang var åben skorsten i køkkenet, med hængegryde, senere fik de komfur og under krigen 2 primusser. Lis